Forfatterarkiv: Johannes Damsgaard-Bruhn

Knagerække i køkkenet

IMG_0859For nogen tid siden faldt Karen over det her knagerække. Hun synes, den var smart, især fordi der var grene.

Efter en tur i skoven sammen med spejderne, fandt Karen en masse grene, som kunne laves til en knagerække. Vi havde dog ikke en kasse at sætte dem ind i, men i stedet et stykke af en hylde, som de kunne limes på.

Resultatet er vi ret glade for 🙂

IMG_0861

 

En lækker kop kold kaffe!

Min gode ven, Rasmus, er en sand ninja til at brygge kaffe. Han gav mig et tip til, hvordan man nemt brygger kold-brygget kaffe, så selv sådan en som mig, kan være med 🙂 Og det tip skal I også have. Det er super nemt og kaffen bliver super god!

Man starter med at kværne en god kaffe. Jeg bruger kaffe fra ham her. Den er mega god! Til en bodum kande til 8 kopper, skal der bruges ca 56 gram kaffe.

Kaffen hældes op i bodum kanden. Så der en klar til det kolde gys 🙂

Vandet skal være koldt. Dejlig koldt. Jeg har købt mig en Brita, der tager lidt af kalken fra vandet og giver det, efter min mening, en lidt friskere smag (og når man laver varm kaffe, bliver kedlen ikke så hurtigt kalket til). Hæld vand på og sæt kanden i køleskabet. 24 timer efter er der lækker kold kaffe, der med et skævt rismælk (for os mælkefornægtere. Andre kan bruge almindelig mælk) smager lækkert og lidt af kold chokolade 🙂

Nam nam!

 

 

 

Strand-skrald-tur!

DSC_0104

Det bedste ved sommerhus-tur er gåtur på stranden! Den ændrer sig hele tiden. Efterårets storme har taget en del af skrænterne, så stranden ser både velkendt og ny ud.

Denne gang var der også nogle “gaver” til os! De lå lige der på stranden, klar til at blive samlet op. Og det blev de 🙂

De to røde gummihandsker? Ja, de blev endelig forenet igen efter lang tids adskillelse. Tænk, at de stakkels to har ligget på den samme strand helt uden at kunne trøste hinanden. Det kan de nu – i en skraldspand dog 🙂

DSC_0101

 

Selleri-soufflé uden mælk

DSC_0026

Nytårsaften skulle jeg lave en selleri-soufflé. Fidusen var blot, at den skulle være helt mælkefri. Så med brug af rapsolie og hønsefond, blev resultatet ganske fremragende! Her kommer opskriften:

3 1/2 dl hønsefond, gerne hjemmelavet (det er ret nemt, men tager blot en 3-4 timer)
75 gr mel
50 gr rapsolie (den er næsten smagsneutral)
4 æg
Rasp
salt, peber og en knivspids sukker
150 gr bacon i meget små tern
150 gr selleri i meget små tern

Olie og mel varmes op i en gryde og steges til det gyldent. Det skal dufte let af nødder.
Derefter kommes hønsefond i lidt ad gangen mens der røres kraftigt
Tag gryden af og kom salt, peber og sukker i.

Æggene deles og hviderne piskes stive.
Blommerne røres i opbagningen én efter én.

Bacon svitses på panden og vendes sammen med selleri i opbagningen.

De piskede æggehvider vendes forsigtigt i opbagningen.

Dejen hældes i forme, som er smurt med olie og dækket med rasp.

De bages ved 160 grader i 35 min nederst i ovnen.

Souffléen skal serveres straks, da den hurtigt falder sammen. Jeg serverede den med hvidkålssalat. Det passede perfekt sammen!

Hvidkålssalat

Nem og lækker hvidkålssalat. Opskriften er til 4 personer.

1/2 hvidkål snittet fint, gerne på mandolinjern
2 spsk kapers
100 g gedefeta
1 stor dusk persille eller 1 bøtte ærtetoppe eller 2-3 stokke finthakket grønkål

Marinade
1/2-1 dl olivenolie
saft og skal af 1 citron
1 fintsnittet fed hvidløg
1 tsk honning
salt

Marinaden kan med fordel hældes over kålen en 30 min før. Så bliver kålen dejlig sprød.