Tag-arkiv: hækling

Klättermusen

Jeg har fået en ny skaljakke som jeg er så glad for, at jeg lige må skrive om det! Det var nemlig et lidt “hemmeligt” mærke for mig, da det ikke føres i de friluftsbutikker jeg normalt handler i. Klättermusen er et svensk mærke i lækker, lækker kvalitet, lækkert design og så er de også miljøbevidste.  Min jakke er lavet af 70 % genbrugsmaterialer – det kan vi li´. -Det er ikke et sponsoreret indlæg – jeg er bare så glad for min jakke, som her da der var et par dage med sne i Danmark 🙂

IMG_0335Jeg har noget med klatremus.. Da jeg var lille kunne jeg godt li´at høre Thorbjørn Egners historier om folk og røvere i Kardemommeby og Klatremusen. Derfor fik jeg også lyst til at hækle én, da jeg skulle finde på en barselsgave til en sød lille pige. Opskriften er Kaptein Biffs abe, med lidt ændringer.DSC_0656Nu glæder jeg mig til en masse ture i det skønne forår med min klättermus!

 

 

Prinsesseudstyr

Sidste år hæklede jeg denne prinsessekrone til min niece. Hun er stadig vild med prinsesseriet, så til hendes fødselsdag i år, skulle hun have noget mere prinsesseudstyr. Nu er hun udstyret med elefantorden og er udnævnt til blå ridder 🙂 Jeg har lavet elefanten ud af cernit, og med ordenen fulgte også udnævnelsen af “blå ridder af Danmark” Hendes eget fødselsdagsønske var et brev, hun selv kunne læse, så det skulle naturligvis opfyldes. Min nevø mener det er dokumentfalsk, men jeg satser på at denne version er i orden 😉

 

Prinsessekrone

Min niece er kommet i prinsessealderen, og jeg har faktisk ventet lidt på det! For lang tid siden fandt jeg nemlig denne hæklede prinsessekrone, og har bare ventet på at have en god grund til at hækle den! Så da niecen inviterede til 4 års prinsessefødselsdag, vidste jeg lige hvad hun skulle have. Udover en hæklet prinsessekrone, fik hun også et prinsesseskørt, som min søde veninde Tuja har syet for mig. Nu har jeg så gang i at hækle flere kroner, så Tujas piger også kan blive udstyret.

Hæklede kaffevarmere

DSC_0139

Jeg har igen haft fat i Sidsel Sangilds bog “hæklede gaver” som kan købes på hendes blog. Denne gang er det kaffevarmer-opskriften jeg har prøvet af, med så stor succes, at jeg har lavet flere. Nu har jeg også lavet til vores lille kande, så kaffen ikke bliver kold mens den trækker. Striberne er stærkt inspireret fra Jeanette fra Lutter Idyl. Du kan se den her.  Jeg fik en sms fra min søde svoger med et billede af hans frokost – og hans fødselsdagsgave fra mig 🙂 Dejligt at se den bliver brugt.

Aber og økogarn

Grunden til at jeg lærte at hækle, var fordi jeg så Kaptein Biffs flotte hæklede aber. Jeg fik bare lyst til at lave en selv, så jeg købte garn og hæklenål og begyndte at knokle med fastmasker og hvordan man læser en opskrift! Siden er det blevet til flere barselsgaver, både rangler og dyr. For mig er det vigtigt at garnet er økologisk, ikke mindst når det skal gnaves på af et lille barn. For nogle uger siden spurgte jeg om økologisk garn i en garnbutik i Århus. “Hvorfor i alverden vil du have det” sagde ekspedienten. “Det er sådan nogle kedelige farver, eller også kan du slet ikke regne med at farverne er økologiske. Vores kunder vil ikke have økologisk garn” Jeg synes bestemt ikke farverne er kedelige, og så handler det jo også om selve bomuldsproduktionen. Ved konventionel bomuldsproduktion bruges der kunstgødning og pesticider. Faktisk en fjerdedel af de pesticider der bruges i verden, bruges på bomuldproduktion…det er meget. Økologisk dyrket bomuld er dyrket uden brug af kunstgødning og pesticider. Garnet jeg har brugt til mine aber er også fairtrade, så bomuldsbønderne har fået en ordentlig pris. Det er fra Peru og kaldes også “drugfree cotton” fordi bønderne får belønning for at dyrke bomulden i stedet for opium. De brune nuancer er bomulden som er groet i de farver, og de andre er farvet med naturlige farver. Jeg giver gerne lidt mere for at passe på vores jord, for at bønderne i Sydamerika får en ordentlig løn for deres arbejde og for at mine veninders børn ikke skal tygge på pesticidrester. Og så har jeg ikke den store lyst til at handle i Fandango mere, med sådan en attitude.

Hæklerier

Jeg er lige blevet færdig med et tørklæde jeg har hæklet efter Sidsel Sangilds fine lille bog “hæklede gaver”. Tørklædet er hæklet med en alt for stor hæklenål. På den måde får man til sidst de meget fine masker. – Og så er det dejligt varmt her i februarkulden.DSC_0005DSC_0007DSC_0008