Månedsarkiv: maj 2013

Søndag med træklatring

Idag har jeg brugt eftermiddagen i toppen af et bøgetræ. Anne skal snart til klatreinstruktøreksamen, så hun skulle øve sig, og jeg var heldig at være statist 🙂 Dejlig eftermiddag i skoven. Derfor kommer der lige lidt stemningsbilleder:

Anne gik sidste år på friluftsuddannelsen på Karpenhøj, og er bl.a. kajakinstruktør. Nu er hun ved at lave sit eget firma, hvor hun tilbyder at komme ud og lave aktiviteter for børn og voksne. Du kan se hendes hjemmeside her

 

Kollega-kager

Jeg skylder mine søde kollegaer kage, så idag har jeg været ved at afprøve en ny opskrift. Jeg har klippet den ud fra et blad for længe siden, og nu fik jeg lyst til at smage. Det er kryddermuffins – uden mælk, sukker og mel, for det spiser vi ikke, og det er for kedeligt at have kage med, jeg ikke selv spiser.

Jeg spiser ikke sukker, mælk og mel, fordi jeg får det bedre af det. Jeg har mindre hovedpine og migræne. I pinsen var jeg på spejderlejr, hvor jeg ikke kunne spise som normalt. Der var næsten ingen grøntsager – som jeg normalt får en masse af, og jeg fik både mel og mælk. Jeg kan mærke det straks. – Jeg er lettere at “slå ud”, bliver let ked af det og ting kan føles uoverskueligt. Og så er der hovedpinen. Det kan være svært at være på besøg hos folk, for der er så meget socialt, i det at spise. Nogle synes det er mærkeligt at jeg ikke spiser sukker, og synes det er lidt pjattet. Tror måske ikke på, at det påvirker mig så meget. Heldigvis er der også mange der tager hensyn eller ikke siger noget til, at jeg har min egen kage med.

Men altså, de “nye” muffins er nu prøvesmagt og det er bestemt ikke sidste gang jeg laver dem. Og så er det dejligt let: Alle ingredienser i foodprocessoren og så op i formene. I ovnen og haps

Opskriften har jeg fundet i naturli, så den er nok ikke hemmelig og kommer derfor her:

  • 400 gr dadler
  • 200 gr mandler
  • 75 gr kokosolie
  • 1 banan
  • 1 tsk vaniljepulver
  • 2 tsk kanel
  • 4 spsk kokos
  • 1tsk kardemomme
  • 1/2 knsp. salt
  • 6 æg

Bages i 30 minutter ved 175 grader

Velbekomme

 

 

Hæklede kaffevarmere

DSC_0139

Jeg har igen haft fat i Sidsel Sangilds bog “hæklede gaver” som kan købes på hendes blog. Denne gang er det kaffevarmer-opskriften jeg har prøvet af, med så stor succes, at jeg har lavet flere. Nu har jeg også lavet til vores lille kande, så kaffen ikke bliver kold mens den trækker. Striberne er stærkt inspireret fra Jeanette fra Lutter Idyl. Du kan se den her.  Jeg fik en sms fra min søde svoger med et billede af hans frokost – og hans fødselsdagsgave fra mig 🙂 Dejligt at se den bliver brugt.

Hjemmefiltede hjemmesko

IMG_1640Så fik jeg endelig gjort Johannes´ hjemmesko færdige. Denne gang med lædersål. Før har jeg brugt latex, men det bliver hurtigt slidt, så jeg håber lædersålerne holder noget længere. Mine egne fik også lige nye såler, så nu kan de lidt igen, for selvom det er ved at være forår, er det stadig fodkoldt i stuen.