Nytårsaften skulle jeg lave en selleri-soufflé. Fidusen var blot, at den skulle være helt mælkefri. Så med brug af rapsolie og hønsefond, blev resultatet ganske fremragende! Her kommer opskriften:
3 1/2 dl hønsefond, gerne hjemmelavet (det er ret nemt, men tager blot en 3-4 timer)
75 gr mel
50 gr rapsolie (den er næsten smagsneutral)
4 æg
Rasp
salt, peber og en knivspids sukker
150 gr bacon i meget små tern
150 gr selleri i meget små tern
Olie og mel varmes op i en gryde og steges til det gyldent. Det skal dufte let af nødder.
Derefter kommes hønsefond i lidt ad gangen mens der røres kraftigt
Tag gryden af og kom salt, peber og sukker i.
Æggene deles og hviderne piskes stive.
Blommerne røres i opbagningen én efter én.
Bacon svitses på panden og vendes sammen med selleri i opbagningen.
De piskede æggehvider vendes forsigtigt i opbagningen.
Dejen hældes i forme, som er smurt med olie og dækket med rasp.
De bages ved 160 grader i 35 min nederst i ovnen.
Souffléen skal serveres straks, da den hurtigt falder sammen. Jeg serverede den med hvidkålssalat. Det passede perfekt sammen!