Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

Strand-skrald-tur!

DSC_0104

Det bedste ved sommerhus-tur er gåtur på stranden! Den ændrer sig hele tiden. Efterårets storme har taget en del af skrænterne, så stranden ser både velkendt og ny ud.

Denne gang var der også nogle “gaver” til os! De lå lige der på stranden, klar til at blive samlet op. Og det blev de 🙂

De to røde gummihandsker? Ja, de blev endelig forenet igen efter lang tids adskillelse. Tænk, at de stakkels to har ligget på den samme strand helt uden at kunne trøste hinanden. Det kan de nu – i en skraldspand dog 🙂

DSC_0101

 

Krea-børn på jobbet

Det har været nogle vilde måneder, de sidste par stykker. Udover at skifte faget og jobbet ud i december, er vi også flyttet. Det gik ret stærkt – faktisk tog det os kun en uge fra vi så huset, skrev under og flyttede. Så der har været mange forandringer og travlhed siden sidst! Jobbet som sognemedhjælper er skønt. Jeg elsker at finde på aktiviteter jeg kan lave med minikonfirmander og børneklub. Og børnene synes heldigvis også det er sjovt det vi laver. Her er et lille udpluk af de ting jeg har lavet med dem på det sidste. Måske kan det give inspiration til andre.

Decemberhygge

Jeg elsker at finde julepynten frem, købe gran og binde adventskrans. Der er så mange fine minder der dukker op når jeg genser Mormors hæklede julestjerner, Morfars hjemmesmedede adventskrans og søsters fine julekrybbe. Det meste har en historie og meget af det har jeg selv lavet. Og jeg mindes hvordan jeg som barn sad med familien og sang omkring adventskransen. December er rar. Denne december skal jeg begynde på nyt arbejde. Jeg glæder mig. Glædelig december!

Super-bær

Jeg har i efteråret været på bærjagt, så jeg forhåbentlig kan komme gennem vinteren uden at blive syg. I Jordens Frugter, en økobutik hvor vi godt kan lide at handle, har de haft en masse varer med havtorn. Det gik pludselig op for mig, at de vokser i store mængder på stranden ved sommerhuset.  Da vi var på november-ferie i sommerhuset plukkede vi derfor en masse havtorn, som nu ligger i vores fryser. Havtorn skulle været et af de sundeste bær med C, B, E, F, K og P vitaminer og aminosyrer. Et lille bær har lige så meget C vitamin som en hel appelsin. Desværre er de nærmest umulige at plukke, fordi de stikker helt vildt, så vi klippede dem af med en grensaks, puttede dem i fryseren og bankede derefter de frosne bær af. Det fungerede fint – men der kommer en del skidt og torne med af. Min mor har plukket aronia-bær til vores fryser også, som er endnu et superbær. Aroniabær er fuld af antioxidanter og vitaminer og skulle være godt for både hjerte og blodkar, dæmpe aldringsprocessen, være bakteriedræbende og styrke immunforsvaret. Så mon ikke vinteren bliver let at komme igennem når jeg får et skud superbær dagligt? Det satser jeg på;-)

Bryllupsforberedelser

Vores meget gode venner skal giftes om mindre end 14 dage. Jeg har travlt med at skære hjerter ud til deres små hæfter med sange, menu og bordplan, så de også kan bruges som bordkort. Og imens jeg hygger mig med det, mindes jeg mit eget bryllup for snart lang tid siden. Dengang havde jeg også travlt med at lave bordkort, folde servietter og lave kagefigur. Jeg ville gerne have en topfigur som passede til Johannes og jeg, i stedet for dem man kan købe. Derfor gik jeg igang med fimo-ler. Lidt svært var det, men den blev mere os. Og Vicki, som jeg engang har været barnepige for, syntes den var så fin, at jeg fik lov til at lave én til hendes bryllup. Nu er idéen givet videre, hvis nogen får lyst til at lave deres egen helt særlige kage-topfigur. Kagen lavede min mor forøvrigt, men jeg var selv med til at pynte.

Prinsessekrone

Min niece er kommet i prinsessealderen, og jeg har faktisk ventet lidt på det! For lang tid siden fandt jeg nemlig denne hæklede prinsessekrone, og har bare ventet på at have en god grund til at hækle den! Så da niecen inviterede til 4 års prinsessefødselsdag, vidste jeg lige hvad hun skulle have. Udover en hæklet prinsessekrone, fik hun også et prinsesseskørt, som min søde veninde Tuja har syet for mig. Nu har jeg så gang i at hækle flere kroner, så Tujas piger også kan blive udstyret.

Grøntsagsdeller

På bloggen sund for sjov er jeg flere gange blevet inspireret til at prøve nye opskrifter. En af de ting jeg er begyndt at lave ofte er grøntsagsfrikadellerne. Jeg bruger grundopskriften, men blander så bare de grøntsager i, som jeg lige har. Det betyder dog også, at de nogle gange bliver lidt for fugtige, men fortvivl ikke hvis æggemassen flyder ud på panden som ved mine – det ender godt alligevel. De smager helt fantastisk – prøv selv 🙂

Sjove sten

Jeg har haft besøg af min 10-årige veninde. Vi hyggede os med at være på stranden, hvor vi fandt sjove sten, som blev forvandlet til de skønneste figurer. Især er jeg vild med Mariannes and med den store andefod 🙂 Helt klart noget vi godt kan gøre igen en anden dag!

Bålmadsdyst

DSC_0015

Sidst i august stod Anne og jeg for et lederarrangement i vores spejderdistrikt. Inspireret af diverse tv programmer med mad og kagedyst, havde vi bestemt, at lederne skulle dyste i bålmad. De fire hold fik opskrifter og tidsplan for hvornår de forskellige retter skulle være færdige. Programmet så sådan ud:

Tidsplan

På nedenstående tider, serveres de enkelte retter for dommerpanelet. Der gives point for smagen, for præsentation af maden og for det kreative.
14.30       Klar-parat-start
15.15       Æblekage
15.45       Blinis
16.30       Ravioli
17.00       Brød bagt i gryde med hjemmekærnet smør
17.30       Forårsruller
Bonusopgave:
Hjemmelavede chips. Disse kan præsenteres, når det passer jer.
18.00       Her serverer arrangørerne hængt kylling og hængt mørbrad. Dertil serveres brød bagt i dutch oven, samt en grøn salat.

Opskrifterne havde vi fundet i bøger og på nettet. Kartoffelchipsene og den hængte kylling og mørbrad er fra min yndlings-bålkogebog: “ildsjæle inviterer – til mad på bål”, som nogle dygtige FDF´ere har lavet.

Alle gik op i opgaven, og der var stor travlhed i “udekøkkenerne” Dommerne havde en dejlig opgave, for maden smagte godt, men vi havde også travlt med at lave kylling og bage brød. Kyllingen tog ca 3 timer om at blive klar, og den smagte forrygende – saftig og mør.

Lerovn

I foråret lavede vi i klanen (en klan er voksne spejdere) en primitiv lerovn. Det tog lang tid, for der skulle graves ud og lægges sten, laves skelet af pil og hentes flere trillebørfulde lerjord på en mark. Leret blev æltet med vand og halm, og ovnen blev bygget op med store lerpølser. Nu har den stået i mange varme sommeruger, for at blive helt tør. Sidste weekend var vi igang med at brænde den. 6 timer var der bål i ovnen for at leret kunne blive helt brændt. Nu mangler vi bare at dække ovnen med græstørv og lave en lille låge. Og så skal vi have nogle redskaber til at skrabe gløder ud med. Jeg håber snart den bliver klar og er spændt på, hvordan det er at bage i den. Meningen er, at man tænder bål i et par timer. Alle gløder skal ud, og så er den vildt varm, og klar til brød og kager 🙂 Mens vi arbejder på at få ovnen gjort færdig, må vi bage vores kager i en reflektorovn i stedet. Det er heller ikke tosset!